• Besøgsdag
  • Besøgsdag

Ridning

Ridelinjen – tag på ride efterskole i Jylland 

På Fjordvang Efterskole får du en ride efterskole i Jylland, hvor der er plads til alle – ligegyldigt hvilken disciplin du dyrker og på hvilket niveau. 

Vi har stort fokus på håndteringen af hestene, hvor nøgleordet er godt horsemanship, og du får en stor indsigt i hestens psykologi og reaktionsmønstre.

Ridelinjen giver mulighed for følgende:

• Undervisning i dressur og spring
• Undervisning i andre discipliner: fx islændertræning og bidløst ridning
• En stor indsigt i opbygning af hestens muskulatur og styrkelse af denne
• Indsigt i forskellige træningsmetoder og fordelen ved miljøtræning
• Rideteori og teori om anatomi og sygdomme
• Lange ture i naturen og fjorden tæt på

Hvem underviser dig i ridning på Fjordvang Efterskole?

Din underviser er Maj-Brit Rønnov, der er hesteentusiast ligesom dig. Maj-Brit er uddannet folkeskolelærer og inden for hesteadfærd hos Kelly Marks i England. Hun har arbejdet med rideundervisning af børn og unge siden år 2000. Fra 2005 til 2007 var Maj-Brit fuldtidsridelærer i Kolding Rideklub, og lige siden har hun arbejdet som efterskolelærer på Fjordvang Efterskole.

Du kan læse mere om Maj-Brit Rønnov på:

www.majbrit-roennov.dk

Har du spørgsmål om ridning på Fjordvang?

Send en SMS til Maj-Brit på 51 50 14 87.

Medbring din egen hest

På Fjordvang, som er en ride efterskole i Jylland, skal du medbringe din egen hest/pony - dog ikke en hingst. Om din hest er stor eller lille, dyr eller billig, og om du er dygtig eller nybegynder spiller ingen rolle. Du skal blot have den rigtige indstilling og være indstillet på masser af arbejde med din hest og staldarbejde både i skoletiden og i din fritid. Som elev på ridelinjen indgår du i pasningen af hestene i staldhold og opnår en stor viden inden for håndtering, fodring og almen pasning af hestene.

Vi har en nybygget stald med plads til 26 heste, en stor udendørs ridebane med lys, en udendørs springbane og roundpen samt en flot ridehal. Hestene går på skolens græsfolde.

Skolens hestestald er indrettet med flotte bokse, stor foder- og halmlade - meget fine opstaldningsforhold. I forbindelse med stalden er der saddelrum og teorilokale.

 

Hvad koster det at gå på ridelinjen?

Hesteholdet koster 400 kr. pr. uge i 37 uger af efterskoleopholdet.

Tilmeldingsgebyret for heste er på 500 kr. og refunderes ikke ved framelding.

Der opkræves a conto 1.800 kr. pr. md. i 9 mdr. Specificeret opgørelse fremsendes ca. hvert kvartal.

Hertil kommer omkostninger til dyrlæge, beslagsmed og lignende.

Forholdene for din hest og dig er optimale - I kan begge få et fantastisk år på efterskole. Foruden ridebanen og ridehallen benyttes vores skønne natur også. Hallen kan bruges i fritiden, både hverdage og weekend.

"Der kommer 26 forskellige ridepiger, der er vant til at gøre tingene på 26 forskellige måder. Så vi forsøger at file jeres kanter lidt, så I bliver gode til at samarbejde og anerkende hinandens forskelligheder"

Hestenes dagligdag
Hestene fodres morgen, middag og aften – efter aftale med ridelæreren. Hestene sættes på fold i cirka seks timer dagligt.

Foder
Hestene fodres med valset byg, hestemüsli-kraft, hel havre, green-power-lucerne, stråfoder og olie i vinterhalvåret. Derudover gives loppefrøskaller ved græsspiring til forebyggelse af sandkolik. Det sker for ejers regning.

Undervisning på ridelinjen

Eleverne modtager teoretisk og praktisk undervisning 2-3 gange i løbet af ugen i cirka to timer pr. gang inkl. opsadling.

Du vil i løbet af linjetimerne lære og dygtiggøre dig i følgende discipliner:

• Dressur
• Springning
• Terrænridning
• Horsemanship
• Sygdomme
• Hestens anatomi
• Fodring
• Soignering af hesten
• Dagligt staldarbejde
• Samarbejde

Sikkerhed
Der rides altid med godkendt hjelm, og der bæres altid hjelm på folden. Man skal altid være to sammen, når man er i stalden, på folden eller rider. Medbring sikkerhedsvest til springning.

Fodring og mugning
Opgaverne deles mellem de elever, der er på linjen, og det forventes, at eleverne tager et stort ansvar og giver en hånd med.

Ridning i fritiden
I fritiden må du gerne ride på din hest, men der skal altid være en anden til stede i tilfælde af uheld. Hvis du ønsker at ride en tur, skal en lærer informeres inden afgang. Mobiltelefon medbringes.

Dækken
Såfremt hesten benytter dækken, medbringes all-round-dækken, som kan bruges både ude og inde, så eleven ikke skal skifte. Dækken medbringes på eget ansvar.

Forsikringer
Alle heste skal have en almindelig ansvarsforsikring, når de ankommer til skolen.

Vaccinationer
Hestene skal være vaccineret inden ankomst til skolen. Der tages gødningsprøve i september og marts, og ormekur gives efter behov. Ormekure sker for ejers regning.

Skoning
Hesten skal være skoet/beskåret efter behov ved ankomst. Beskæring/skoning i løbet af året er vi behjælpelige med, men det sker for ejers regning. Skolen samarbejder med en faglært beslagsmed.

Sygdom
Hvis hesten bliver syg, vil vi kontakte dyrlægen. Her dækker ejeren ligeledes udgifterne.

Opbevaring af sadel og grej
Sadel og grej anbringes i et separat rum i forbindelse med stalden. Begræns mængden af udstyr.

Strøelse
Hestene står på rapspiller. Dette produkt er nemt at passe og giver altid tørre og rene bokse. Produktet er næsten støvfrit og derfor velegnet til allergiheste.

Pasning af hest i ferier
Hesten bedes opstaldet et andet sted i efterårsferien, juleferien, skitursugen, vinterferien og i påsken. Der betales selvfølgelig ikke for opstaldning i disse uger. Alle resterende småferier og forlængede weekends passes hesten af skolen.

Tilmelding af hest til ridelinjen
Hestepladser bliver tildelt i den rækkefølge, vi modtager elevernes betaling af tilmeldingsgebyr. Ved venteliste er datoen for modtagelse af tilmeldingsgebyr gældende.

OBS: På Ridelinjen har du mulighed for at vælge linjen for et helt år – eller kombinere med et andet linjefag i dele af året. Hvis du har lyst til at prøve et andet linjefag i en del af året, er din hest naturligvis kun opstaldet hos os i den tid, du er på ridelinjen. 

Efterskole med heste Jylland

Kombiner din store passion med et efterskoleophold - kontakt os for at høre mere om dine muligheder.

  • Rideefterskole - medbring din egen hest til Fjordvang Efterskole
  • Ridelinjen på Fjordvang Efterskole